Annonce

Annonce

Et luftfoto af en rismark i brand

Fødevareproduktionen har et af de største aftryk på vores forbrug. GFN beregner, at produktionen optager halvdelen af klodens biokapacitet - et økosystems evne til at producere nyttige biologiske materialer og til at absorbere kuldioxidemissioner. Foto: Colourbox.com

Et års ressourcer brugt på otte måneder: »Vi danskere har et enormt ansvar«

På otte måneder har verden opbrugt et års ressourcer på kloden. Danmark er blandt de største overforbrugere, og det gør indtryk på ØL's formand, Per Kølster.

Den 22. august - knap otte måneder inde i 2020 - har verdenssamfundet opbrugt klodens ressourcer for et helt år.

Det skriver Global Footprint Network (GFN), som hvert år måler, hvor mange ressourcer vi bruger, samt hvor mange drivhusgasser vi udleder, i forhold til hvor mange naturressourcer og drivhusgasser kloden kan nå hhv. at genskabe og absorbere.

Fødevareproduktionen har ifølge GFN et markant aftryk, da produktionen optager halvdelen af klodens biokapacitet, der er et økosystems evne til at producere nyttige biologiske materialer og til at absorbere kuldioxidemissioner.

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, fortæller til Økologisk Nu, at det gør indtryk på ham hvert år, når han læser, at vi har opbrugt et års ressourcer længe før tid.

"Jeg bliver meget opmærksom på, hvor meget vi danskere er ude af balance. Vi har et enormt ansvar, og det forpligter os," siger han, med henvisning til Danmarks placering som nr. 12 på GFN's liste over de lande med det største forbrug.

Til sammenligning ligger Norge nummer 29. Overordnet set har verden lige nu et forbrug, der svarer til 1,6 jordkloder. 

Qatar indtager igen i år førstepladsen som den mest ressourcekrævende nation. Hvis alle i verden levede som landet på den arabiske halvø, ville det kræve knap ni gange så mange ressourcer, som kloden kan genskabe på et år.

Overforbruget handler også om vores fødevaresystem, da det er en kilde til drivhusgasudledning og arealbrug, men for Per Kølster er datoen ikke kun vigtig ud fra et fødevareperspektiv.

"Jeg synes især, det er vigtigt for vores selvforståelse for, hvorfor vi er økologer, og hvad vores principper handler om. Vi er ikke sat i verden som økologer for at arbejde for en snæver fødevaredagsorden - vi er her, fordi vi tænker over, hvordan vi påvirker verden, og det her er et billede på, at vi er medlemmer af en verdensomspændende kultur, som overforbruger," siger han.

Datoen, der betegnes som Earth Overshoot Day, falder dog i år markant senere de foregående år; sidste år faldt den rekordtidligt den 29. juli, og ellers er den i en årrække faldet primo august.

Coronaen har rykket datoen

At dagen falder senere end de foregående år kan dog ikke ses som et tegn på en grøn omstilling i verdenssamfundet, men er derimod primært et resultat af det markante forbrugsfald, der har været på grund af corona-pandemien, lyder vurderingen fra GFN.

Den har beregnet, at pandemien har reduceret menneskets økologiske fodaftryk med 14,5 pct. i forhold til 2019.

"Det er ikke et resultat af planlægning, men af en katastrofe," sagde Mathis Wackernagel, præsident for GFN, i en onlinepræsentation af opgørelsen ifølge France 24.

I 1970 overskred verden for første gang de planetære grænser. Kilde: GFN

Per Kølster nævner, at havde alle lande Danmarks forbrug, ville Earth Overshoot Day ifølge GFN falde allerede i marts, og at datoen falder senere på året, fordi en række andre lande har et mere ansvarligt forbrug.

"Det er enormt alvorligt at forstå, at når vi snakker løsninger, er de langt fra at være reelt bæredygtige. Så kan man spørge, hvor landbruget er henne i forhold til det her. Det er svært at svare endegyldigt på, men en del af svaret er, at der er en produktionsform, som ikke er i harmoni med klodens ressourcer," tilføjer han.

I sin sideløbende kampagne #MoveTheDate, der skal inspirere til at rykke datoen for overforbruget, anbefaler GFN faktisk, at landbruget i højere grad dyrkes ud fra agro-økologiske eller regenerative metoder. Deruover vil det sænke vores aftryk, hvis vi spiser mindre kød og sænker vores madspild, lyder det fra GFN.

Ifølge GFN kan vi rykke Earth Overshoot Day, hvis vi spilder mindre mad, skærer ned på kødet og dyrker mere landbrug ud fra agro-økologiske og regenerative metoder. Kilde: GFN

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet

CO2-afgiften lader til at virke

I 10 år havde de mest klimabelastende virksomheder i Danmark ikke sænket deres CO2-udledninger - lige indtil politikerne vedtog en afgift. Så faldt udledningen markant.

26-04-2024 3 minutter Klima,   Politik